monoplacophorer

Artikelstart

Monoplacophorer, Monoplacophora, klasse af skalbærende bløddyr med delvis repeterede indre organer, men uden egentlig leddeling (segmentering); den enlige skal har porer. Dyrene har op til seks par ekskretionsorganer (nefridier) og to par indre kønsorganer, men ingen gæller; flere par fligede vedhæng i kappehulen fører vand over kappens overflade, hvorfra ilt og kuldioxid udveksles med omgivelserne. Monoplacophorer har tre til otte par muskler, som binder dyret til den hueformede skal. Muskelfæsterne adskiller skallerne fra andre bløddyrskaller. Kønnene er adskilte, og æggene udvikles i hunnens kappehule.

Faktaboks

Etymologi
Navnet monoplacophor kommer af mono- og græsk plax 'plade, skal', gen. plakos, og phoros 'som bærer', dvs. 'som bærer én skal', i modsætning til Polyplacophora.

Nulevende arter findes i havene på dybder fra 50 m ned til 7000 m. Føden synes at være diatoméer (kiselalger), foraminiferer og dyriske svampe.

Stamformerne til snegle, muslinger og blæksprutter antages at have mindet om monoplacophorer. Gruppen udvikledes sidst i Prækambrium for ca. 580 mio. år siden. Fossiler er relativt hyppige frem til Devon, men næsten ukendte siden Karbon (dvs. de seneste 363 mio. år).

De første nulevende monoplacophorer blev fundet i 1952 i Stillehavet ud for Costa Rica under den anden Galathea-ekspedition. Fundet vakte stor opsigt, da man troede, at dyregruppen var uddød. Den nye art blev navngivet Neopilina galatheae (da den lignede den uddøde slægt Pilina). Neopilina galatheae, undertiden misvisende kaldet urbløddyret, er en stor monoplacophor; skallerne er op til 5 cm i diameter, mens de fleste andre nulevende former blot er få mm.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig