Monade, hos filosoffen G.W. Leibniz betegnelse for de usammensatte substanser; netop fordi de er usammensatte, må de også være uden udstrækning, dvs. af åndelig art.
Ordet blev allerede af Pythagoras og Euklid anvendt om enhed i matematisk betydning, og Platon brugte det om idéerne.
Senere blev det anvendt i renæssancens nyplatonisme, fx af Nicolaus Cusanus om enkeltting, af Giordano Bruno om det usammensatte og af Henry More om sjælen.
Også inden for den magiske og alkymistiske tradition optræder ordet som betegnelse for den enhed, der ligger bag naturens frembringelser.
I de gnostiske Nag Hammadi-skrifter fra de første århundreder e.Kr. optræder monade som en betegnelse for en egenskab hos den gud, der er bag alt, og som ingen kender. Han er én og udelelig.
I Johannes-apokryfen bruges ordet om "Gud" og "Fader" og "ren lys". I Seths tre steler betegner monade det inderste af den tremægtige gud.
Læs mere om G.W. Leibniz.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.