Moler. Havaflejninger på Fur. 50 mio. år gammelt fossilt materiale findes heri.

.

Moler, lys havaflejring af mikroskopiske kiselskaller af diatoméer og af ler tilført fra land. Moleret er fint lagdelt (lamineret) eller uden lagdeling (bioturberet) og udgør den væsentligste bestanddel af den ca. 60 m tykke havaflejring Furformationen, som træffes i de vestlige Limfjordsegne. Enkelte lag og partier er hærdnede og benævnes cementsten.

Faktaboks

Etymologi
1. led i ordet moler kommer af dialekt mo '(slags) ler'.

Moleret blev dannet for ca. 54 mio. år siden og er berømt for sit indhold af velbevarede fossiler, især forskellige fisk og et par havskildpaddearter. Endvidere findes hyppigt rester af planter, insekter og enkelte fugle, tilført fra det daværende land; mange fossiler kan ses på Fur Museum og på Moler Museet på Mors. Moleret blev stærkt foldet af gletsjertryk i istiden, og det har talrige sorte og enkelte grå askelag hidrørende fra kraftig vulkanisme knyttet til den begyndende åbning af Nordatlanten. På Mors og Fur udvindes moleret til kattegrus og isoleringsmateriale.

Molersten

Moler. De særlige kvalitetsegenskaber ved sten af moler som lav rumvægt, god varmeisoleringsevne, styrke, temperatur- og chokbestandighed samt kemisk modstandsevne ved temperaturer op til 950 °C har gjort molersten til et foretrukket materiale ved varmeisolering af industrielle ovne verden over. De fremstilles på et teglværk ved molerforekomsten på Fur.

.

Molersten er mursten fremstillet ved keramisk brænding af rent moler. De anvendes pga. deres lave varmeledning som varmeisolerende indervæg i ydermure, fagudfyldning og brystninger i skeletbygninger bag facadebeklædning, varmeisolerende skillevægge og vægge i røgkanaler.

Molersten vejer mindre end halvdelen af almindelig teglsten, har en porøsitet på 67%, tørrer hurtigt ud og kan derfor pudses hurtigt efter opmuringen. De yder sikkerhed mod brand, men lydisolerer pga. den lave vægt mindre end almindelige teglsten. Molersten erstattes i stigende grad af andre materialer, fx gasbeton.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig