Mohawk, nordamerikanske indianere, hvis sprog tilhører den irokesiske sprogfamilie. Mohawk levede oprindelig som landbrugere øst for Lake Ontario. De var medstiftere af Irokeserforbundet og blev som det østligste af forbundets folk benævnt "den østlige dørs vogtere". Forbundet blev splittet i forbindelse med Den Amerikanske Revolution (1775-83), da irokeserne blev indbyrdes uenige om, hvilke af de stridende parter man skulle alliere sig med. Under ledelse af den britisk uddannede Joseph Brant (Thayeadanagea (1742-1807)) kæmpede mohawk på briternes side. Efter erklæringen af de amerikanske koloniers uafhængighed bosatte de fleste mohawk sig i Ontarioprovinsen i Canada, som på det tidspunkt stadig var britisk. Mange mohawk er i dag bygningsarbejdere. Mohawk udgør i 1990'erne ca. 5600 indbyggere i staterne New York og Oklahoma i USA og ca. 7600 i Ontario og Québec i Canada.