modvilje

Biologisk reagerer vi grundlæggende med tiltrækning eller frastødning over for genstande og situationer i omgivelserne. Vi tiltrækkes af føde, venlighed og seksualpartnere og frastødes af fjender, trusler og fare. Dette funktionelle system er knyttet til hjernestammen, der udgør nogle af de ældste dele af hjernen. Det rummer nogle gange en ligefrem kropslig oplevelse, hvor mennesker kan give udtryk for at få kvalme over bestemte personer og kan bruge udtryk som "jeg er ved at brække mig over ham".

Følelsesmæssigt spænder modvilje fra væmmelse til kedsomhed. Den indgår som et element i de universelle følelser frygt, vrede, afsky og foragt. Barnet, der møder og oplever modvilje fra sine nærmeste voksne i den tidlige opvækst, kan få en dybtgående og ofte livslang sårbarhed i sin personlighed og i sine forventninger til samvær med andre og i sit mod på at etablere sociale kontakter. Det at møde modvilje eller afstandtagen og afvisning i stedet for anerkendelse udformer en personlighed med mangel på tiltro både til sig selv og til andre; det er følelsen af miskendelse og i markant form at blive-til-intet-gjort. Det er knyttet hjernemæssigt til den del, der hedder det limbiske system, som vi deler med pattedyrene og endda meget tydeligt med hunden og chimpansen.

I samfundslivet kan der udvikle sig modvilje mod fremmede eller mod andre etniske grupper end ens egen med andet fysisk udseende, andre normer og andre væremåder. Her sker en sammensmeltning af det biologiske, det følelsesmæssige og normer og holdninger, man har lært sig gennem opvæksten. Her er storhjernen med sprog og tænkning medspiller.

Fremmedhad og fædrelandskærlighed er således en blanding af biologi, følelsernes udvikling, holdningsdannelsen i opvæksten og sociale tilhørsforhold som voksen.