Modergudinde, en gudindetype, hvis kult og mytologi forbinder frugtbarhed med moderskabets undertiden skrækindjagende autoritet og livgivende omsorg. I nogle kulturer svarer en Moder Jord til en Fader Himmel, og de to er ophav til liv og frugtbarhed. I agerbrugskulturer hænger død, jord og frugtbarhed ofte sammen, og modergudinden kan da tillige være dødsrigets dronning. I romersk kejsertid begyndte man at betragte Middelhavsområdets mange modergudinder som lokale udtryk for én og samme guddom. Se også Kybele og Isis.