Miles Davis i koncert i KB-hallen i København, oktober 1964.

.

Modaljazz er en musikalsk tilgang til jazzimprovisation og -komposition, der blev udviklet i slutningen af 1950’erne. Betegnelsen tager sit navn efter et af de fremtrædende principper i modaljazz: at modi, også kaldet kirketonearter, giver de improviserende solister eller akkompagnatører en skala, som de kan spille ud fra. Bands, der blev ledt af trompetisten Miles Davis og saxofonisten John Coltrane, var blandt de fremtrædende eksponenter for modaljazzen.

Modaljazzens kendetegn

Ud over brugen af kirketonearter er modaljazz karakteriseret ved kompositioner med langsom harmonisk rytme. Ofte bruges den samme akkord i fire, otte eller seksten takter, og kompositioner kan have så lidt som én eller to akkorder. Modaljazz er også karakteriseret ved brug af orgelpunkt, fravær af eller sparsom brug af traditionelle kadencebevægelser (fx dominant til tonika), brugen af moderne jazzharmonik og -akkorder (fx sus-akkorder, såkaldte polyakkorder, harmonik/akkorder baseret på kirketonearter) og udbredt brug af kvartintervaller i melodik og harmonik.

Nogle musikere og kritikere har påpeget, at den langsomme harmoniske rytme ofte er mere signende for modaljazz end brugen af modi i sig selv, fordi musikere sjældent holder sig fuldstændigt til kun at bruge tonemateriale fra kirketonerarterne, når de improviserer. Den langsomme harmoniske rytme er også en af de største forskelle fra den foregående jazzstil, bebop.

Udtryk og inspiration

Det begrænsede tonemateriale og den langsomme harmoniske rytme kan være med til at skabe en afslappet, cool stemning, som Miles Davis gjorde på albummet Kind of Blue (1959), eller en meditativ stemning, som John Coltrane gjorde på albummet A Love Supreme (1965).

De musikalske eksperimenter med modal harmonik og improvisation var inspireret af modernistisk musikæstetik og -teori, bl.a. via musikteoretikeren George Russell, i den kreative tilgang til skalaer som et musikalsk udgangspunkt, der kunne give den improviserende musiker mere frihed. De var også baseret på den tilgang til musikalsk improvisation og komposition, der er i blues.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig