Missilforsvar er våbensystemer til aktivt forsvar mod missilangreb, oprindelig af interkontinentale missiler, men i dag også af kortererækkende våben.

Typer

Missilforsvaret inddeles i typer efter dets interceptionspunkt, dets dækningsområde og den trussel, det er beregnet på. Forsvaret kan sætte ind i tre faser af et angribende missils bane:

  • Opsendelsesfasen, hvor man udnytter, at angrebsmissilet i denne fase er relativt langsomt og desuden let at spore på grund af rakethalen, men det forudsætter en fremskudt placering tæt på den potentielle angriber.
  • Midtbaneforsvaret, hvor man udnytter, at missilet her bevæger sig stabilt ved inertiens kraft, men er sårbart over for brug af attrapper mv., som det angribende missil kan skjule sig iblandt.
  • Nedslagsfasen, hvor målbestemmelsen er sikrere, og hvor man udnytter, at attrapper brænder op ved mødet med atmosfæren. Til gengæld er fasen ultrakort – ca. 30 sekunder – hvilket forudsætter ekstremt hurtige forsvarsmissiler.

Forsvarets dækningsområde er en anden vigtig distinktion. Der skelnes mellem et områdeforsvar, der dækker hele eller betydelige dele af territoriet til beskyttelse af civilbefolkningen, og et punktforsvar af særligt vigtige mål, fx missilbaser eller nationale beslutningscentre.

Endelig skelnes mellem forsvar mod en omfattende missiltrussel (fra USA eller Sovjetunionen/Rusland) eller en mindre trussel, fx fra en såkaldt slyngelstat.

Teknik og økonomi

Et missilforsvar består af tre dele:

  • En sensorkomponent af radarer og andre sensorer, der kan opdage og spore et angribende missil,
  • en computerkomponent til beregning af missilets bane og styring af forsvarsmidler imod det, og
  • en interceptionskomponent af forsvarsmissiler, laservåben o.l.

Forsvarsmissilerne virker ved nuklear eller konventionel sprængeffekt eller ved direkte kollision. Missilforsvaret rummer mange tekniske og økonomiske problemer. Hovedproblemet er, at teknologien ikke blot er vanskelig og kostbar, men også tendentielt dyrere end de mulige modforholdsregler, fx attrapper i form af balloner, der kan forvirre eller overvælde forsvaret.

De første systemer

Udviklingen af forsvar mod nye angrebsvåben er lige så gammel som krigshistorien. Både USA og Sovjetunionen søgte da også at udvikle et missilforsvar, da interkontinentale missiler omkring 1960 begyndte at afløse bombeflyene. Den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov pralede i 1962 med, at Sovjetunionen havde udviklet et missil, der kunne ramme en flue i rummet, og i 1966 begyndte opstillingen af et områdeforsvar af Moskva.

USA koncentrerede sig om planlægningen af Nike-X-systemet, der sigtede på såvel midtbane- som nedslagsforsvar. Den politiske ledelse var imidlertid skeptisk, både af teknisk-økonomiske og strategiske årsager, og gik ind for et internationalt forbud mod missilforsvar. Forsvaret mod missiler var nemlig i modstrid med doktrinen om den gensidigt sikrede afskrækkelse.

I 1967 bebudede USA's forsvarsminister Robert McNamara et landsdækkende områdeforsvar, Sentinel, der var rettet mod Kina. Præsident Richard Nixon ændrede i 1969 systemet til Safeguard, et punktforsvarssystem af amerikanske missilbaser mod et sovjetisk overraskelsesangreb.

Fra 1972 var USA og Sovjetunionen gennem ABM-traktaten, Anti-Ballistic Missile, forpligtet til at begrænse deres missilforsvar.

SDI

Præsident Ronald Reagan fremlagde i 1983 visionen om et landsdækkende amerikansk missilskjold mod missiltrusler af enhver art. Han appellerede til videnskaben om "at give os midlerne til at gøre … kernevåben magtesløse og forældede". Talen gav stødet til forskningsprojektet SDI, Strategic Defence Initiative, der også kaldes stjernekrigsprojektet. Projektet skulle afklare, om missilskjoldet var en realistisk mulighed i 1990’erne.

Med den kolde krigs ophør forsvandt begrundelsen for SDI. I stedet vendte interessen sig mod muligheden for et forsvar mod de såkaldte slyngelstater. Præsident Bill Clinton lancerede i 1999 det såkaldte National Missile Defense-projekt (NMD), og præsident George Bush meddelte i 2002, at USA ville opstille et begrænset missilforsvar til brug allerede 2004-05, Missile Defense. USA havde forinden opsagt ABM-traktaten med virkning fra 2002.

Missile Defense

Det amerikanske missilforsvar bestod i 2007 af 18 forsvarsmissiler i Californien og Alaska til midtbane-interception og 18 skibsbaserede missiler beregnet på opsendelses-interception. Desuden omfattede systemet bygning af nye radarer og opdatering af eksisterende radarer, inklusive den store radar på Thule-basen i Grønland. Systemet var angiveligt rettet mod lande som Iran og Nordkorea, som var på vej til at skaffe sig en nuklear missilkapacitet. Nogle kritikere mener desuden, at Kina meget vel kunne være systemets skjulte adressat.

Ved at stryge betegnelsen National i projektets navn signalerede Bush-regeringen, at også andre lande kunne komme ind under missilskjoldet. I 2007 førte dette til et forslag om at opstille 10 forsvarsmissiler og en radar i hhv. Polen og Tjekkiet til beskyttelse af Europa (og USA) mod Iran. Forslaget skabte splittelse i NATO mellem tilhængere og modstandere af et (europæisk) missilforsvar og mødte desuden stærk russisk kritik.

Danske holdninger

I 1980’erne var Danmark blandt de mest skeptiske over for SDI. I 1985 vendte det alternative flertal i Folketinget sig mod projektet, og i 1987 fastslog Folketinget med stort flertal, at Thule-radaren ikke måtte inddrages i det.

Thule var dog næppe tiltænkt en rolle i SDI, men i 2002 anmodede USA Danmark om tilladelse til at inddrage Thule-radaren i Missile Defense-projektet. Anders Fogh Rasmussens regering var positiv, men lagde samtidig vægt på også at få det grønlandske landsstyres accept. Det førte til langvarige forhandlinger, indtil der i 2004 kunne undertegnes en dansk/grønlandsk-amerikansk aftale, der åbnede for den ønskede modernisering af Thule-radaren. Den grønlandske tilslutning blev opnået ved en række symbolske og konkrete indrømmelser til Hjemmestyret.

Regeringens positive holdning til det amerikanske missilforsvar viste sig senere ved, at Danmark er blandt de lande, der går stærkest ind for forslaget om et europæisk missilforsvar.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig