minstrel-show

Minstrel-show, underholdningsform, der opstod i USA i 1830'erne, da hvide varietékunstnere med sortsværtede ansigter begyndte at efterligne og karikere slavernes sang og dans; genren kulminerede i perioden omkring Den Amerikanske Borgerkrig.

Gruppen The Christy Minstrels dannede med deres show skole for opbygningen af tilsvarende shows: Forestillingen bestod af to hovedafdelinger med sang, dans og komiske optrin og et mellemspil (olio) med fx dans og akrobatik.

I begyndelsen af 1900-tallet var minstrel-shows med udelukkende farvede medvirkende heller ikke ualmindelige. For at opretholde et enhedspræg optrådte også disse in blackface, dvs. med sværtede ansigter og hvidmalede munde. Varianter af disse minstrel-shows turnerede i 1920'erne i Europa og formidlede folkelivsbilleder fra sydstaterne med en blanding af minstrel-songs og negro spirituals.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig