Ministerium, den samlede regering, også kaldet kabinet, oftest benævnt ved statsministerens navn, fx Ministeriet Hilmar Baunsgaard (1968-71).

Faktaboks

Etymologi
Ordet ministerium kommer af latin ministerium 'tjeneste, embede', afledt af minister.

Betegnelsen dækker også organisation under en ministers ledelse, der forbereder og gennemfører lovgivning mv. inden for et afgrænset felt. Et ministerium består normalt af et departement, der direkte støtter ministerens ledelse, og et antal direktorater, der varetager den faglige udførelse af ministeriets opgaver. Visse opgaver kan være udlagt til råd og nævn.

Opgaver knyttet til landets finanser, sikkerhed, udenrigspolitik, justits, erhvervsstøtte, generel regulering mv. udføres af ministerierne selv, men omkring 2/3 af velfærdsstatens opgaver iværksættes konkret af amtskommuner (fra 2007 regioner) og kommuner.

I disse tilfælde er ministeriets rolle overvejende at styre de lokale aktiviteter via generelle bestemmelser i lovgivning, cirkulærer og vejledninger mv. samt inden for nogle områder at fungere som ankeinstans.

Fra omkring 1990 er et antal statslige opgaver inden for transport og kommunikation blevet overført enten til statslige aktieselskaber eller helt privatiseret.

Se også centraladministrationen (efter 1848).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig