Ministerialsystemet er et forvaltningssystem, der er inddelt i faste kompetenceområder, som ledes af en ansvarlig minister med eneret til at træffe beslutninger for hele forvaltningen, men normalt bistået af en stab af embedsmænd, der arbejder under ministerens instruktionsbeføjelse, i dag i departementer og direktorater.

Ministerialsystemet udvikledes i Frankrig under Napoleon, der ville styrke ansvarligheden i forvaltningen via et topstyret hierarki.

I Danmark betød Martsministeriet i 1848, at ministerialsystemet afløste enevældens kollegiesystem, som de borgerlige grundlovsfædre anså for at være ansvarsforflygtigende, ud over at det var domineret af embedsmænd, som med enkelte undtagelser ikke havde noget godt ry blandt datidens borgere og bønder.

Kun inden for sundheds- og veterinærområderne overlevede nogle få kollegiale organer. I 1900-tallet var man imidlertid kommet på afstand af enevældens administration, og der blev igen oprettet et stort antal råd og nævn inden for forvaltningsområder, hvor specielt interesseorganisationers ekspertise og/eller accept af den førte politik anses for ønskelig.

Statsadministrationens stærke vækst har i sig selv umuliggjort den tætte styring og kontrol fra ministeren, som var mulig i 1800-tallets departement, der bestod af 20-25 akademiske tjenestemænd. Men ministerialsystemet åbner fortsat mulighed for, at ministeren kan blive inddraget i sagsdetaljer, der fx har politisk bevågenhed. Det er ikke tilfældet i fx Sverige, hvor ministeren slet ikke har adgang til embedsværkernes (direktoraternes) sager.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig