minister for ligestilling

Minister for ligestilling, ministerembede, oprettet 1999 af regeringen Poul Nyrup Rasmussen, hvis formål er at fremme ligestilling mellem kønnene samt at varetage og koordinere regeringens politik på området. Ministeren arbejder med ligestilling på tværs af ministerområderne og har en departemental afdeling, Ligestillingsafdelingen, til sin rådighed.

Embedet blev oprettet med tilknytning til by- og boligminister Jytte Andersen (embedsperiode 1999-2000) og har siden været bestridt af by- og boligminister Lotte Bundsgaard (2000-01), socialministrene Henriette Kjær (2001-04) og Eva Kjer Hansen (2004-07), velfærdsminister Karen Jespersen (2007-09), beskæftigelsesminister Inger Støjberg (2009-10) samt klima- og energiminister Lykke Friis (2010-11).

Ved regeringen Helle Thorning-Schmidts tiltræden i oktober 2011 blev Manu Sareen fra Det Radikale Venstre som den første mand udnævnt til bl.a. minister for ligestilling. I forbindelse med regeringsrokaden februar 2014 blev ressortområdet overført til Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold; ved regeringen Lars Løkke Rasmussens tiltræden juni 2015 blev det overført til Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling under Ellen Trane Nørby. Ved regeringsskiftet i 2016 flyttedes ressortområdet til Udenrigsministeriet under Karen Ellemann som minister for ligestilling.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig