Miljøskibe. Det danske miljøskib Gunnar Seidenfaden. På agterdækket er såkaldte skimmere, et olieopsamlingsanlæg; olien køres op på et bælte og ledes ved hjælp af pumper og slanger ned i skibets tanke. Fotografi fra 2002.

.

Miljøskibe, skibe, der er specielt bygget til at bekæmpe forureninger til havs. Danmark har to større og en række mindre miljøskibe. De er en væsentlig del af Danmarks olieberedskab, som Naturstyrelsen har det overordnede ansvar for. Selve skibene opereres af Søværnet, som har ansvaret for den daglige drift og indsatsen ved en olieforurening.

Gunnar Thorson og Gunnar Seidenfaden fra 1981 er hver på 1211 BRT og 55,6 m med en besætning på 16 mand. De har specielt udstyr til at bekæmpe olieforurening, bl.a. flydespærringer og skimminganlæg, der kan suge olie op fra havoverfladen. Skibene anvendes også til overvågning og udforskning af havmiljøet. De fungerer som kommandoskibe ved større forureningsulykker.

Marie Miljø og Mette Miljø fra 1980 er to mindre miljøskibe hver på 149,4 BRT og 29,75 m med en besætning på 9 mand. Blandt de mange opgaver kan nævnes udlægning af flydespærringer for at inddæmme oliepøle, skimme olie og transportere den til land. De to skibe er klar til den første indsats, når der rapporteres om en forurening; de kan sejle ud med én times varsel året rundt og døgnet igennem.

Miljø 101 og Miljø 102 fra 1977 er små glasfiberbåde på 18,25 BRT og 16,4 m. Deres hovedfunktion er at operere med flydespærringer og at transportere bekæmpelsesudstyr. Yderligere har Danmark nogle mindre miljøbåde og pramme specielt bygget til at modtage og transportere olie, der er samlet op fra havoverfladen.

Se også miljøberedskab.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig