militærhistorie

Militærhistorie, dels krigshistorie, dels det historiske studium af militæret som en del af samfundet.

Krigshistorien er den ældste historiske disciplin. Den behandler kriges taktiske og strategiske forløb og deres samspil med politik og samfundsudvikling. I 400-t. f.Kr. skrev Herodot om krigen mellem grækere og persere, og Thukydid om Den Peloponnesiske Krig, og frem til 1800-t. var krigshistorien således den vigtigste historiske genre.

Studiet af militæret som en del af samfundet stammer som historisk disciplin fra ca. 1970. Målet er at analysere alle sociale, politiske og kulturelle spørgsmål vedrørende militæret i krig og fred som en sammenhængende helhed. Denne tilgang er den dominerende i den militærhistoriske forskning i dag og har i høj grad absorberet krigshistorien.

Professionaliseringen af historiefaget i anden halvdel af 1800-t. delte krigshistorien mellem historikere og officerer. Officererne arbejdede i flere generationer flittigt med emnet, som blev anset for en hovedforudsætning for bedre krigsledelse. Generalstabene oprettede derfor historiske afdelinger, i Danmark i 1876.

Krigsførelsens hurtige udvikling i 1900-t. bragte imidlertid denne tilgang i miskredit, så krigsteoretikerne koncentrerede deres analyser om de nyeste krige og lod den historiske dimension falde bort. De fleste landes militær driver dog stadig i mindre omfang studier i deres egen historie, men mest som en del af traditionsplejen.

De første generationer af videnskabeligt arbejdende militærhistorikere frembragte værker af blivende betydning, fx Hans Delbrücks Geschichte der Kriegskunst (1911-21). I forskningen betød krigshistorien dog relativt mindre, i takt med at nye emner blev taget op. Disciplinen tabte hastigt betydning i den midterste del af 1900-t., da detaljeret begivenhedshistorie mistede interesse i videnskabelige kredse. I Danmark og flere andre lande bidrog pacifistiske idealer i intellektuelle kredse yderligere til at marginalisere militærhistorien. Først i den seneste generation er der opstået fornyet interesse med forskere som Michael Roberts (1908-97), Geoffrey Parker (f. 1943) og S.A. Nilsson, som har demonstreret militærhistoriens relevans i en almen forståelse af historien. Forskningen er i fremgang, men dog stadig ikke særlig omfattende, hvilket står i stærk kontrast til den store almene interesse for krigshistorie og militære traditioner, som afspejles i en omfangsrig populærhistorisk litteratur.