mikromaskiner

Mikromaskiner er integrerede kredsløb med meget små dimensioner. Even til at fremstille mikromaskiner er forudsætningen for mikroprocessoren og dermed for den moderne computer. Mikromaskiner, eller mere præcist mikro-elektromekaniske systemer (MEMS) med dimensioner mellem en tiendedel og hundrede mikrometer udnyttes allerede kommercielt i fx en airbag.

Som eksempel på forskningsmæssig anvendelse af mikromaskiner kan nævnes MEMS-magnetometre, der kan måle, hvorledes magnetiske fluxkvanter hopper ind i og ud af type-II superledere. Effekten er baseret på, at fluxkvanterne sidder fast i superlederen, der er anbragt på en lille torsionsoscillator (en MEMS). Da det ydre magnetfelt er konstant i tiden, vil et enkelt fluxkvantum, der hopper ind i superlederen, give anledning til et ekstra drejningsmoment, der ændrer oscillatorens svingningstid. Ved at måle oscillatorens resonansfrekvens (typisk ca. 40 kHz) som funktion af et voksende ydre magnetfelt kan man direkte iagttage, hvorledes fluxkvanterne hopper ind i det superledende materiale.

Blandt de mange usædvanlige aspekter af mikromaskiners virkemåde er den relativt store betydning af deres overflade i forhold til deres rumfang. Jo mindre man gør en maskine, desto større bliver forholdet mellem dens overflade og dens rumfang. Derfor spiller gnidningsprocesser en relativt langt større rolle på denne mikroskala end for de maskiner, vi kender fra vores dagligdag. Fremtidens anvendelser af mikromaskiner er det naturligvis umuligt at spå om, lige så lidt som transistorens opfindere i 1947 kunne have forudsagt nutidens mikroprocessorer og deres anvendelser i hjemmets elektriske apparater.