Mikromaser, (af mikro- og maser), apparat til studier af vekselvirkningen mellem atomer og elektromagnetisk stråling i mikrobølgeområdet. Atomerne sendes ét ad gangen gennem apparatet og afgiver energi til et strålingsfelt, som fastholdes mellem spejlende vægge og derfor gradvis opbygges. Forsøg med mikromaseren og mikrolaseren for synligt lys bekræfter teorien om lysets kvantisering (se kvanteoptik) og demonstrerer de grundlæggende mekanismer for maseren og laseren.