Metallisme, pengepolitisk ordning, hvorefter værdien af et lands penge bindes til et antal vægtenheder ædelmetal. Oprindelig indebar metallisme, at penge var mønter af sølv, guld eller begge dele; senere ændrede det sig, således at mønter og sedler kunne veksles til disse metaller. Fordelen ved metallisme skulle være, at myndighederne ikke kunne nå kortsigtede mål ved at reducere pengenes værdi, dvs. skabe inflation. På den baggrund har metallismen bevaret tilhængere indtil 1970'erne. Historiske erfaringer og teoretiske overvejelser peger imidlertid på, at metallisme ikke altid virker inflationsdæmpende. Se bimetallisme og guldfod.