En mesonfabrik er et anlæg til fremstilling af visse, relativt stabile mesoner i store mængder og til efterfølgende fysiske undersøgelser af deres egenskaber og vekselvirkning med stof. Mesoner, fx pioner og K-mesoner (kaoner), dannes kortvarigt i energirige stød mellem en kernepartikel, fx en proton, og en anden kernepartikel, fx en proton eller en neutron i en atomkerne.

Mesonfabrikkens hovedelement er en accelerator til frembringelse af intense stråler (ca. 1 mA) af protoner med høj energi (ca. 1 GeV pr. proton), som derefter standses i en stofprøve (target). Her finder mesonproduktionen sted i form af en fremadrettet stråling. Ved hjælp af elektriske eller magnetiske felter kan de elektrisk ladede mesoner dirigeres mod forskellige forsøgsopstillinger. Schweiz, USA, Canada og Japan råder hver over en mesonfabrik (1998).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig