Menighedspleje, selvstændig, frivillig sammenslutning, tilknyttet et sogn i folkekirken, med ansvar for sociale opgaver, fx økonomisk støtte og maduddeling (især ved juletid), finansieret ved indsamling; se også Samvirkende Menighedsplejer. Den første menighedspleje i Danmark blev oprettet i 1873 i København (se Diakonissestiftelsen); ti år senere blev den første knyttet til en sognekirke (Trinitatis Kirke i København). Forbilledet var hentet i Tyskland, hvor menighedspleje bestod i hjemmesygepleje udført af protestantiske diakonisser, som var knyttet til den lokale sognekirke. Før ca. 1960 tilbød mange danske menighedsplejer gratis sygepleje til fattige; denne funktion blev med tiden overtaget af kommunal hjemmesygepleje. I nogle sogne har menighedsplejen ansvar for ansættelse af sognemedhjælpere, besøgstjeneste eller ældremøder. Begrebet anvendes også i den katolske kirke i Danmark.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.