Et meme er et billede, et videoklip, hyperlink eller lignende ledsaget af en kort tekst, som optræder på internettet. Det er en hyppig kommunikationsform på de sociale medier, hvor brugere konstruerer, kopierer, poster og deler memes til at beskrive fænomener eller hændelser på opfindsomme måder. Memes fungerer som små digitale satireindslag, der sætter tingene på spidsen og bruges ofte til at udtrykke et politisk budskab med en skarp kant.

Faktaboks

Også kendt som

internetmeme, mem

Billede i kombination med en kort tekst

Meme med en liggende ko (Meme mit einer liegenden Kuh)

Et meme er et lille digitalt satireindslag, som optræder hyppigt på de sociale medier. Der findes mange typer af memes og ofte afhænger det af ens værdier og interesser om man synes det er morsomt.

It's Round
Af .
Licens: CC BY 2.0

Et meme består af et billede eller en video fra virkeligheden, som kommunikeres i kombination med en kort tekst. Typisk består billedet eller videoen af et ansigtsudtryk, enten fra en kendt person, et barneansigt eller af dyr med en sjov tekst til, som fremstår humoristisk på en indforstået måde.

Teksten i et meme er i reglen kort, enkel og overskriftsagtig og kan nogle gange blot bestå af et enkelt ord. I sig selv rummer teksten ikke nødvendigvis nogen betydning eller er særlig sjov, idet selve budskabet fremkommer i kombination med billedet eller videoen. Grafisk er teksten ofte delt i to; med en sætning over og under billedet. Sproget er humoristisk og opfindsomt med et sjovt tvist, der sammen med billedet udtrykker et sjovt, tankevækkende eller provokerende budskab.

Referencer og budskaber

Memes har en høj grad af indforståethed, ofte med mange referencer, fx til allerede eksisterende memes eller vittigheder og fænomener fra popkulturen, som skal fortolkes eller afkodes. Mange memes spiller på nogle bestemte stereotyper af forskellige mennesker. I memes med politiske budskaber kan det nogle gange være vanskeligt at tolke, hvor alvorligt man skal opfatte dem, idet det politiske budskab er flettet ind i en sjov, ironisk og legende tone. Der kan med andre ord gemme sig et alvorligt budskab flettet ind i en satirisk tone.

Nogle memes har til formål at virke politisk stødende, og der findes eksempler på, at ekstremistiske grupper bruger memes til at udstille og dehumanisere bestemte befolkningsgrupper. Digitale højreekstreme miljøer anvender eksempelvis gamle antisemitiske satiretegninger, som fremstiller jøder i lighed med nazistisk propaganda.

Memes som digitale satiretegninger

Udtryksformen i et meme er satire. Formålet er at provokere, at vække til eftertanke og få folk til at grine. Man kan således karakterisere et meme som en digital satiretegning i kort format, der sætter tingene på spidsen. Mange memes har en indforstået jargon og er opstået i bestemte internetkulturer og blandt bestemte sociale segmenter eller subkulturer, som forstår at afkode satiren og de indforståede referencer. Det vil ofte være ens forudindtagede værdier og interesser, som spiller ind på, hvordan man fortolker budskabet i et meme og om man finder det morsomt.

En digital kommunikationsform

Med moderne memes er der tale om et internetfænomen, som opstår og deles fra person til person på sociale medier som Facebook, Instagram og Twitter. Det er desuden en hyppig brugt kommunikationsform i netværk som Reddit og 4Chan, hvor de skabes og spredes hurtigt. Et væsentligt formål med memes er, at de skal få mange likes og deles hastigt, dvs. gå viralt på nettet. Succeskriteriet for et meme er, om det kommer til at leve videre ved at blive kopieret af andre, dvs. brugt kreativt og omdannet til andre memes med nye betydninger. Der er derfor intertekstualitet til stede i mange memes, idet de viser tilbage til og parafraserer andre, gamle memes, og gerne selv skal blive kommunikeret videre i det digtale rum i form af nye memes. Memes anvendes desuden hyppigt af influencere på de sociale medier til at fremme sig selv eller en bestemt sag.

Eksterne links

  • Red Barnets leksikon: 'Hvad er et meme?' Red Barnet
  • Radioudsendelse DR P1 'Klog på sprog' sendt den 4. september 2020 Klog på sprog, DR, P1 Kultur
  • Artikel i magasinet Zetland om memes: 'Der findes en ret god forklaring på, hvorfor memes er så vanvittigt grimme (og på, hvorfor de overhovedet eksisterer)'

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig