Membrankræfter, inden for byggeteknik kræfter, der virker i et konstruktionselements plan. Krumme konstruktionselementer kan helt eller delvis optage fordelte laster ved membrankræfter. I lodrette væskebeholdere optages det indvendige tryk på beholdervæggen primært som membrankræfter i form af ringtrækkræfter i beholderens svøb. Hvis en beholder har udvendigt overtryk, vil membrankræfterne være trykkræfter, og beholderen må da sikres mod foldning. Optagelse af laster ved membrankræfter er materialebesparende og ofte økonomisk fordelagtigt.