mellemørekirurgi

Artikelstart

Mellemørekirurgi, indgreb pga. mellemøresygdomme udført på trommehinde og mellemøre. De hyppigste indgreb består af en lille gennemskæring af trommehinden (paracentese) ved akut mellemørebetændelse eller indlæggelse af et dræn (tubulation) i trommehinden som erstatning for en dårlig funktion af det eustakiske rør ved kronisk mellemørekatar.

Høreforbedrende kirurgi er ofte begrundet i hørenedsættelse pga. en kronisk perforation af trommehinden eller afbrydelse af høreknoglekæden, begge som følge af akut eller kronisk mellemørebetændelse. Disse operationer kan udføres gennem øregangen. Perforationerne lukkes med muskel- eller bruskhinde (tympanoplastik). Knoglekæden genopbygges ved at anvende patientens egne høreknogler eller en lille kunststofprotese. Der udføres også høreforbedrende operationer ved otosklerose.

Ved operationer pga. kronisk betændelse (fx kolesteatom) er det næsten altid nødvendigt at udbore knoglevævet bag øret (mastoidektomi), idet betændelsen ofte breder sig fra mellemøret til luftcellerne i knoglefremspringet bag øret (processus mastoideus).

Bortset fra paracentese foregår alle mellemøreoperationer under anvendelse af operationsmikroskop; langt de fleste operationer sker i fuld anæstesi.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig