Melilit, (af gr. meli 'honning', pga. mineralets farve, og lithos 'sten'), mineralgruppe, der er blandingskrystaller mellem akermanit (Ca2MgSi2O7) og gehlenit (Ca2Al(Al,Si)O7). Gruppen består af gule til brune mineraler, der krystalliserer tetragonalt, har hårdheden 5 og massefylden 3 g/cm3. Mineralerne findes i SiO2-fattige vulkanske bjergarter som leucitit og melilitit og den plutoniske magmabjergart melilitolit. Melilitit og melilitolit har lige dele melilit og clinopyroxen og evt. olivin og perovskit. Melilit findes også i kontaktmetamorfoserede sedimentære ler- og kalkbjergarter.