melanom

Melanom. Forskellige stadier i udviklingen af et melanom. 1 Den mørke farve i huden ved siden af melanomet skyldes indvækst af melanomceller. Her er ingen ændring af hudens relief, hvilket tyder på, at udbredelsen i dybden ikke er fremskreden. 2 Overfladens relief adskiller sig fra den omgivende, normale hud, og der ses variationer i farve, vækst og afgrænsning. 3 Der er fremkommet knuder af forskellig størrelse, hvilket tyder på fremadskridende vækst. 4 Ubehandlet, fremskredet stadium med sårdannelse.

.

Artikelstart

Melanom, melanoma malignum, kræftsvulst, der skyldes uhæmmet vækst af de celler, der farver huden (melanocytter). Malignt melanom kan opstå i slimhinder, øjet eller centralnervesystemet, men det ses langt hyppigst i huden, hvor ca. halvdelen forekommer i eksisterende modermærker. De ondartede (maligne) forandringer, der først optræder i hudens overfladiske lag, breder sig sædvanligvis i dybden. Da muligheden for helbredelse i høj grad afhænger af, hvor dybt i huden forandringerne er nået, er det af afgørende betydning, at diagnosen bliver stillet og behandlingen iværksat så tidligt som muligt. Se også kræft.

Faktaboks

Etymologi
Ordet melanom kommer af græsk melas 'sort', genitiv melanos, og -om.

Symptomer

En hudforandring med brun, sort, grå, blå eller lyserød farve og ujævn afgrænsning bør vække mistanke. Ligeledes skal man være opmærksom på hurtigt indtrædende forandringer af lignende karakter i eksisterende modermærker. Det kan dreje sig om uregelmæssig vækst, farveændring og sårdannelse. Foruden dattersvulster (metastaser) i de nærmeste lymfeknuder kan der forekomme metastaser i lunger, lever, hjerne og knogler.

Behandling

Behandlingen er kirurgisk. Ved mistanke om malignitet fjernes hele svulsten til mikroskopisk undersøgelse, og hvis diagnosen bekræftes, fortsættes operationen med fjernelse af den tilgrænsende hud og underhud i en afstand af 1-4 cm, afhængigt af den ved mikroskopien påviste udbredelse i dybden. Defekten lukkes enten direkte eller ved hjælp af plastikkirurgiske procedurer. Er der spredning til lymfeknuder, må også de fjernes. Supplerende strålebehandling eller kemoterapi kan finde anvendelse i fremskredne tilfælde, og behandling med interferon anvendes i stigende grad hos visse patientgrupper i tilslutning til operation.

Forekomst

Sidst i 1900-t. tiltog hyppigheden af malignt melanom i huden foruroligende med ca. 15 % om året. Der registreredes i 1990 ca. 800 nye tilfælde og i 2012 ca. 2000 nye tilfælde, og tallet er stigende. Der er ca. 1% risiko for at udvikle melanom inden for livstiden. Da lysets ultraviolette stråler kan medvirke til senere omdannelse af cellerne i huden, er den sandsynligste årsag til den tiltagende hyppighed en ændring i befolkningens adfærd med mindre tildækning af huden samt øget friluftsliv og solbadning. Gentagne solskoldninger i barnealderen synes at øge risikoen. Folkeslag med mørkpigmenteret hud, der beskytter mod de ultraviolette stråler, udvikler sjældent malignt melanom.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig