Melæna, (af gr. melaina, femininum af melas 'sort'), sort, tjærelignende, glinsende, grødet afføring med en karakteristisk, rådden lugt, forårsaget af blødning fra spiserør, mavesæk eller tolvfingertarm. Blodets farvestof, hæmoglobin, nedbrydes delvis og omdannes af mavesyren til hæmatin, der er sort. Melæna er et symptom på en betydelig blødning og kræver omgående behandling. Melæna må ikke forveksles med sort afføring af normal konsistens, der kan skyldes indtagelse af rødbeder eller jern- eller bismuthholdige lægemidler. Blødning fra tyktarm eller endetarm viser sig som rødt blod på eller i afføringen.