Mekaniske musikinstrumenter, instrumenter drevet af fx urværk, damp-, hånd- eller fodkraft. Klokkespil med valser kendes fra 1300-t.; valser eller skiver med stifter benyttes tillige i fløjteure og lirekasser. I spilledåser sættes klingende metalkamme i gang, og i selvspillende klaverer (pianolaer) aktiveres hamrene af en luftstrøm, der passerer en perforeret papirrulle.