Mejetærsker, bugseret eller selvkørende landbrugsmaskine, der i samme arbejdsgang afskærer, tærsker og separerer modne markafgrøder som fx korn og raps i kerner, avner og halm. Kernerne opsamles i en tank, hvorfra de med mellemrum kan tømmes i vogn for hjemtransport. Halm og avner aflægges på jorden.

Manuelt høstarbejde er meget arbejdskrævende. Under høsten afskæres kornet med le, hvorefter det samles i neg. Dette arbejde blev efterhånden overtaget af hestetrukne mejemaskiner: slåmaskinen og selvaflæggeren fra omkring midten af 1800-t. og selvbinderen fra begyndelsen af 1900-t. De bundne neg sættes i traver, dvs. stilles op ad hinanden til tørring på marken. De tørrede neg køres i lade for til sidst at blive aftærsket med plejl (og fra begyndelsen af 1900-t. med stationært tærskeværk), efterhånden som der bliver brug for kornet.

Mejetærskeren blev opfundet i 1800-t., men først udbredt i Danmark efter 2. Verdenskrig, hvor den på blot 20 år næsten helt fortrængte selvbinderen. Mejetærskere er kostbare og kun i brug kort tid hvert år; de fleste landbrug lejer derfor maskinstationer til at udføre arbejdet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig