Medrivning, transport af vand i lodret retning fra et vandlag til et over- eller underliggende vandlag med efterfølgende opblanding. Fænomenet kendes fra bl.a. Kattegat, hvor tungt, salt vand trænger ind fra Nordsøen som en understrøm, mens lettere, mindre salt vand fra Østersøen strømmer ud i overfladen. Ved grænsefladen mellem de to vandlag kan næringsrigt vand fra bundlaget rives op i overfladevandet, så det bliver mere salt og næringsrigt. Dette har stor betydning for overfladevandets planktonalger, der får ny forsyning af næringsstoffer. Jo mere turbulent vandet er, desto større er medrivningen.