Medfødte egenskaber, hos mennesket og andre dyr de egenskaber, som er fuldtudviklede hos den færdigdannede unge, dvs. ikke er tillærte (som fx læsning og byttevalg) eller miljøpåførte (fx kropsvægt). Man kan vælge at definere medfødte egenskaber som kun omfattende de genetisk nedarvede, men selv da er grænsen mellem medfødte og tillærte egenskaber ikke tydelig; fx kan mange nedarvede adfærdsformer modificeres under opvæksten eller af det konkrete miljø. Mennesket er et ekstremt eksempel herpå. Mange karaktertræk er også stærkt påvirket af moderen (eller moderdyret) under fosterets vækst i livmoderen, såkaldt maternel prægning.

Visse medfødte egenskaber kommer kun til udtryk under helt bestemte og måske fremmedartede eller usandsynlige omstændigheder og kan da synes at være direkte miljøbestemte. Populært betegnes særlige talenter og evner ofte som medfødte, selvom de kun kommer til udtryk under specielle omstændigheder eller måske sent i livet. Se også arv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig