maurere

Maurere, de muslimer, der fra 711 erobrede Spanien og først blev endeligt fordrevet i 1614. Romerne brugte betegnelsen om de folk, der levede i dele af det nuværende Marokko og Algeriet, og det gav navn til den romerske provins Mauretania; derefter kom ordet til at betegne berberstammerne i Nordafrika.

Faktaboks

etymologi:
Ordet maurer er afledt af latin maurus 'mørk; maurer'.

I Spanien anvendtes betegnelsen moros af de kristne om de muslimske erobrere og deres efterkommere, en blanding af arabere og berbere, fordi de var trængt op i landet fra Nordafrika.

Maurerne bevarede herredømmet over Andalusien, indtil den kristne generobring (se Reconquista) var afsluttet med Granadas fald i 1492. De muslimer, der ikke flygtede til Nordafrika, morisker, blev udsat for religionsforfølgelser og endeligt udvist 1609-14. Under maurerne var Andalusien et kulturcentrum, hvor Europa kom i kontakt med den arabiske verdens videnskab og kunst (se maurisk kunst). Betegnelsen maurere anvendes i dag om dele af befolkningen i Mauretanien.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig