Matrjosjka, (af pigenavnet Matrjona), russisk trædukke; en næsten oval figur, der forestiller en bondekone. Inde i dukken, der er hul og kan skilles ad på midten, findes en mindre dukke af samme slags, som igen rummer en mindre dukke osv. Siden perestrojkatiden er dukkerne endvidere blevet brugt i den politiske satire ved at forestille tidligere og nuværende ledende politikere.