Maternel arv, direkte nedarvning fra hun til afkom hos eukaryoter. Hos organismer med kønnet formering stammer cellekernens arvemateriale, kerne-DNAet, fra begge forældreindivider. Størstedelen af cellens indhold, bl.a. de fleste af organellerne, nedarves derimod via ægget, dvs. ved maternel arv, fx mitokondrier og kloroplaster, der har deres eget DNA.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet maternel kommer af fransk maternel, afledt af latin maternus 'moderlig'.
Mutationer i mitokondrie-DNA har bl.a. fundet anvendelse som genetiske markører i populationsgenetikken, hvormed man fx kan analysere store dele af slægtskabsforholdene i vilde bestande af dyr (se også Eva-hypotesen).
Individer af ukønnede organismer, der nedstammer fra kønnede (fx mange fisk og visse firben), må betragtes som hunner. Afkom af disse er et ekstremt eksempel på maternel arv, da cellematerialet, herunder al kerne- og cytoplasma-DNA, stammer fra det mødrene ophav. Se også formering, genetisk prægning og medfødte egenskaber.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.