masteruddannelser

Masteruddannelser, deltidsuddannelser, der følger reglerne for åben uddannelse og henvender sig til personer med en mellemlang videregående uddannelse, en bacheloruddannelse, en diplomuddannelse eller en kandidatuddannelse. Masteruddannelserne er forskningsbaserede professions- og praksisorienterede uddannelser, der forudsætter mindst to års relevant erhvervserfaring. Der er typisk tale om toårige undervisningsforløb, der svarer til et års fuldtidsuddannelse.

Ud over den danske brug af masterbetegnelsen findes der en international anvendelse, hvor mastergraden tilnærmelsesvis svarer til en dansk kandidatgrad; fx svarer den engelske titel MSc, Master of Science in Engineering, til den danske civilingeniør, cand.polyt.

Masteruddannelserne vandt fodfæste i Danmark med oprettelsen af MBA og MPA på Handelshøjskolen i København i 1994. Senere er ca. 50 andre uddannelser kommet til.

Masteruddannelser - ved danske universiteter og højere læreanstalter efter lov om åben uddannelse
akademisk grad studieområde udbyderinstitution
MBA Master of Business Administration generel virksomhedsledelse HHK siden 1994, HHÅ og HHS siden 1998
MI Master of Informationtechnology informationsteknologi AAU siden 1997
MMA Master of Multimedia Arts analyse og formidling inden for multimedieteknologi AU siden 1997
MMS Master of Multimedia Science teknik og formidling inden for multimedieteknologi AU siden 1997
MMT Master in Management of Technology teknologiledelse AAU og DTU siden 1997
MPA Master of Public Administration ledelse og rådgivning i offentlige og frivillige organisationer HHK siden 1994
MPH Master of Public Health folkesundhedsvidenskab KU og AU siden 1996
MPM Master of Public Management ledelse på grænseområdet mellem offentligt og privat OU siden 1997
MPP Master of Public Policy videreuddannelse for akademikere i offentlig administration RUC siden 1996
MTM Master of Technology Management med specialisering i Geo Informatics geografisk informationsteknologi AAU siden 1996
med specialisering i Cadastral Administration matrikulære og geo-administrative fag AAU siden 1996
HHK: Handelshøjskolen i København, HHÅ: Handelshøjskolen i Århus, HHS: Handelshøjskole Syd, AAU: Aalborg Universitet, AU: Aarhus Universitet, DTU: Danmarks Tekniske Universitet, KU: Københavns Universitet, OU: Odense Universitet, RUC: Roskilde Universitetscenter

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig