Marinarkæologi er den del af arkæologien, der beskæftiger sig med sporene af fortidens kulturer i og ved havet. En vigtig del af denne disciplin er undervandsarkæologien, men til marin arkæologi hører også undersøgelser af maritime forhold på landjorden, herunder indlejrede vrag samt spor af fiskeri, søforsvar og samfærdsel.

Undervandsarkæologi

Årtusinders forskydninger mellem havoverfladen og landjorden har betydet, at mange stenalderbopladser i dag ligger på havbunden ud for de danske kyster, ofte med udsmidslag, der indeholder rige fund — fx i Tybrind Vig på Vestfyn.

En anden vigtig del af marin arkæologi udgøres af vrag af skibe, der er forlist eller sænket med forsæt. Med udviklingen af svømmedykkerudstyret har arkæologerne siden 1950'erne fået mulighed for at undersøge og bjerge skibsfund, der har ligget urørte i århundreder; se skibsvrag.

I mange gamle europæiske havnebyer har man drevet waterfront archaeology for at klarlægge middelalderens havnefront de pågældende steder. Tilsvarende undersøgelser mangler i Danmark, men her er til gengæld foretaget udgravninger af strandmarkeds- og anløbspladser. Vigtigst er Lundeborg på Østfyn, der 200-600 e.v.t. øjensynlig tjente som anløbsplads for besøgende til det vigtige nærliggende Gudmecenter.

Marin arkæologi beskæftiger sig desuden med sejlspærringer, der kan bidrage til datering af de perioder, hvori kysterne har været særlig truet af overfald.

I 1991 oprettedes et fast lektorat i marin arkæologi ved Arkæologisk Institut på Københavns Universitet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig