Maratonløb er løb på landevej over 42,195 km. Det er den længste løbedisciplin ved både OL, VM og EM.

Maratonløb. Berlin Maraton; løberne samles på Unter den Linden inden start.
Oprindelse
Både navnet og distancen er knyttet til historien om Miltiades' sendebud Feidippides, som ifølge sagnet løb de ca. 40 km fra Marathon til Athen i 490 f.v.t. for at melde om athenernes sejr over perserne, hvorefter han faldt død om af udmattelse.
Historie
Det første maratonløb blev afviklet ved de første moderne Olympiske Lege i Athen i 1896. Det var på 40 km. Ved OL i London 1908 blev maratonløbet gjort længere til ære for kongefamiliens børn, der skulle have lejlighed til at se starten. Derved blev distancen 42,195 km, som i 1924 blev gjort officiel.
Idéen til maratonløb slog hurtigt an på verdensplan. Allerede seks måneder efter løbet i Athen blev det første maratonløb afviklet i Danmark. Boston Marathon blev etableret i 1897 og gav i 1972 som det første kvinder adgang til at deltage.
I 1910 blev det første DM afholdt, i 1980 det første for kvinder, og i 1982, 1983 og 1984 blev hhv. det første EM, VM og OL i maratonløb afholdt for kvinder.
Kendte maratonløb
På verdensplan løbes årligt mere end 1000 maratonløb. De mest kendte løb i London, New York og Berlin kan have over 30.000 deltagere. Copenhagen Marathon har været afviklet siden 1980; i 2023 med over 12.000 deltagere. Aarhus Marathon blev nedlagt i 2008 efter at have eksisteret i 32 år.
Rekorder i maratonløb
Verdensrekorden i maratonløb
Verdensrekorden i maratonløb for mænd er 2.00,35. Den blev sat af Kelvin Kiptum (f. 1999) fra Kenya i 2023. For kvinder er verdensrekorden 2.11,53, sat i 2023 af Tigst Assefa (f. 1996) fra Etiopien.
Verdensrekord | Navn | Tid | År |
---|---|---|---|
Verdensrekord, mænd | Kelvin Kiptum (Kenya) | 2.00,35 | 2023 |
Verdensrekord, kvinder | Tigst Assefa (Etiopien) | 2.11,53 | 2023 |
Olympisk rekord i maratonløb
Den olympiske rekord i maratonløb for mænd er på 2 timer, 6 minutter og 32 sekunder, sat af kenyaneren Samuel Kamau Wanjiru (1986-2011) ved De Olympiske Lege i Beijing i 2008. For kvinder er rekorden 2 timer, 23 minutter og 7 sekunder. Den blev sat ved OL i London i 2012 af Tiki Gelana (f. 1987) fra Etiopien.
Olympisk rekord | Navn | Tid | År |
---|---|---|---|
Olympisk rekord, mænd | Samuel Kamau Wanjiru (Kenya) | 2.06,32 | 2008 |
Olympisk rekord, kvinder | Tiki Gelana (Etiopien) | 2.23,07 | 2012 |
Danmarksrekorden i maratonløb
Danmarksrekorden i maratonløb for mænd er på 2 timer, 9 minutter og 43 sekunder. Den blev sat af Henrik Jørgensen i 1985. Danmarksrekorden for kvinder er på 2 timer, 29 minutter og 34 sekunder, sat af Dorthe Rasmussen (f. 1960) i 1989.
Danmarksrekord | Navn | Tid | År |
---|---|---|---|
Danmarksrekord, mænd | Henrik Jørgensen | 2.09,43 | 1985 |
Danmarksrekord, kvinder | Dorthe Rasmussen | 2.29,34 | 1989 |
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.