Mamelukker er lange, hvide benklæder, der er synlige under kjolen, især brugt af småpiger i 1800-tallet, men også af små drenge; i andre lande kaldet pantalettes. De bestod af lange løse bukseben sammenholdt i taljen med et bånd, enten åbne forneden og kantet med blonder eller sammenrynkede om anklerne. Omkring 1980 brugtes betegnelsen om de knælange, hvide underbukser med blonder, som genoptoges i moden til unge piger.