Malteser, lille italiensk hund med en højde på 20-25 cm over ryggen. Den meget rigelige pels er silkeblød og skal helst være blændende hvid. Den skal dække hunden som en kappe og være længere end hunden selv; pelsen kræver megen daglig pleje. Malteseren anses for at være en af de ældste dværghunderacer. Den er opkaldt efter øen Malta, men små hunde med lang hvid pels har igennem århundreder eksisteret i hele Middelhavsområdet.