malaria

Stikmyg. Malariamyg (Anopheles plumbeus).

.

Malaria, koldfeber, sumpfeber, alvorlig infektionssygdom forårsaget af plasmodiumparasitter (hæmosporidier). Smitte sker ved stik af inficerede hunmyg af slægten Anopheles (se stikmyg). Malaria kan desuden i sjældne tilfælde forekomme pga. smitte ved blodtransfusion eller narkomaners brug af injektionssprøjter, der indeholder rester af blod fra en malariasyg narkoman.

Faktaboks

etymologi:
Ordet malaria kommer af italiensk mala aria 'dårlig luft', efter teorien om miasma, dvs. efter en tro på, at sygdommen forvoldes af urenheder i luften fra sumpe.

Malaria er udbredt i de fleste tropiske og subtropiske egne i Afrika, Asien og Latinamerika. Malaria var i 2013 årsag til ca. 198 mio. sygdomstilfælde og 584.000 dødsfald, især blandt børn. Sygdommen fandtes indtil 1920'erne også i tempererede egne, fx på Lolland, men forsvandt, som følge af bl.a. bedre levevilkår og boligforhold. I Danmark ses 50-80 tilfælde årlig (2014), især efter rejser til Afrika.

Plasmodiumarterne P. falciparum, P. malariae, P. ovale og P. vivax forårsager malariasygdomme, der er forskellige i udbredelse og forløb. Malariasygdomme fremkaldt af P. falciparum og P. vivax er langt de hyppigste. Falciparummalaria udgør de alvorligste tilfælde og optræder overvejende i Østafrika. Alle malariatyper forårsager karakteristiske, gentagne feberanfald med kulderystelser efterfulgt af svedudbrud. Parasitterne ødelægger de røde blodlegemer, hvorfor der efterhånden tilkommer blodmangel (anæmi) og miltforstørrelse. Ved falciparummalaria begynder sygdommen 1-2 uger efter smitte, og ofte er der vedvarende høj feber med udtalt blodmangel og risiko for død efter blot få dage. Sygdommen kan kompliceres af hjerneskade (cerebral malaria) eller nyreskade pga. urinudskillelse af store mængder hæmoglobin fra nedbrudte røde blodlegemer (blackwater fever). Ved de mindre alvorlige tilfælde fortsætter feberanfaldene gennem flere uger. Efterhånden opstår en delvis immunitet, der dæmper, men ikke udrydder infektionen.

Ved alle rejser til malariaområder bør sygdommen søges forebygget dels ved at begrænse myggestik med spray, net og påklædning, dels ved forebyggende behandling med lægemidler. Beskyttelsen er aldrig helt sikker, og ved alle febersygdomme efter rejser bør der undersøges for malaria. Diagnosen stilles ved påvisning af plasmodier ved mikroskopi af blod. En effektiv vaccine findes endnu ikke.

Den oldgræske læge Hippokrates har givet den tidligste beskrivelse af malaria, som dengang var udbredt i Middelhavslandene. Endnu i 1800-t. blev malaria anset for at skyldes miasma, indtil Alphonse Laveran i 1880 påviste parasitterne i malariapatienters blod og Ronald Ross i 1895 klarlagde malariamyggens rolle.

Malarialægemidler

Både behandling og forebyggelse af malaria vanskeliggøres af en tiltagende udbredelse af lægemiddelresistente parasitter, især falciparumparasitter. Anbefalingerne skifter derfor med få års mellemrum.

Kinin har været anvendt i flere århundreder, og trods risiko for bivirkninger har det stadig værdi ved behandling af alvorlige sygdomstilfælde. Et nyere, beslægtet lægemiddel, meflokin (Lariam), anvendes både til forebyggelse og behandling. Klorokin virker især på de mindre farlige plasmodier, men anvendes i kombination med lægemidlet proguanil (Paludrine) til forebyggelse. Ved behandling af de godartede malariatilfælde suppleres med primakin, der især rammer hvilende parasitter i leveren.

Over for resistente former kan man anvende andre typer antibiotika, fx tetracyklin, eller nyere lægemidler, fx artemisinin fra urten Artemisia annua (kinesisk malurt), der i over 1000 år har været anvendt i Kina mod malaria.

Malarialægemidler kan medføre lette bivirkninger, fx kvalme eller diarré; kun hos ca. 5 % er bivirkningerne så udtalte, at man må skifte til et andet lægemiddel.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig