magnetisk sans

Magnetisk sans, evnen til at sanse magnetiske felter. Nogle dyr kan registrere Jordens magnetfelt, men det er uopklaret, hvordan de bærer sig ad. Sansen for magnetiske felter er således ikke nær så godt forstået som fx synet eller hørelsen. Desuden er der langtfra enighed blandt forskerne om, hvilke dyr der besidder denne sans.

Godt dokumenterede eksempler på dyr med en veludviklet magnetisk sans er honningbier og visse trækfugle. Trækfugle kan bruge hældningen af Jordens magnetfelt (inklination), når de skal finde vej, omtrent som søfarende mennesker bruger et kompas; fuglene får dog også informationer fra observationer af Solen og stjernerne. Bier orienterer sig efter Jordens magnetfelt, når de i mørke bygger vokstavler, samt når de indprenter sig synsindtryk. Derimod synes de ikke at bruge et magnetkompas, når de flyver frem og tilbage mellem kube og blomster. Ligesom trækfugle synes nogle fisk og havskildpadder at benytte en magnetisk sans, når de skal finde vej. Det har været hævdet, at også mennesker skulle have denne evne, men denne formodning har ikke kunnet bekræftes.

Der er fremsat to forskellige forklaringer på, hvordan den magnetiske sans fungerer. Den ene bygger på, at mange dyr indeholder små mængder af det magnetiske materiale magnetit, den anden på elektromagnetisme.

En særlig enkel mekanisme for reaktion på magnetfelter er fundet hos nogle bakterier indeholdende magnetit. Hvis bakterierne kommer op i vandet over det mudder, som de normalt lever i, orienterer de sig i forhold til Jordens hældende magnetfelt og bevæger sig nedad, tilbage til mudderet. Der er enighed om, at sansningen af magnetfeltets virkning på magnetitkorn hos dyr ikke kan være lige så simpel som hos bakterierne, men hvordan det i så fald skulle foregå, vides ikke.

Der induceres en elektrisk spænding, når en ledende genstand bevæger sig i et magnetfelt. En del fisk er uhyre følsomme for elektriske felter, og det er derfor nærliggende at forestille sig, at magnetsansen faktisk er en elektrisk sans. Beregninger har vist, at fiskene burde kunne sanse de spændinger, der opstår ved langsom svømning i Jordens magnetfelt. Noget endegyldigt bevis for denne hypotese findes dog ikke. Det samme gælder for en hypotese til forklaring af magnetisk sans hos dyr, der ikke bevæger sig: Elektriske strømme i øjet og/eller hjernen skulle blive så påvirket af Jordens magnetfelt, at det skulle kunne sanses.