MR-undersøgelse. Tegning, fremsendt i 1972 til det amerikanske patentkontor sammen med en ansøgning om patent på en scanner til undersøgelse ved magnetisk resonans af opfinderen, professor Raymond Damadian (f. 1936). Den gennemskårne cylinder er en stor magnet, som omgiver en radiospole, der styres af instrumenterne tv.

.

MR-undersøgelse, magnetisk resonans-undersøgelse, medicinsk undersøgelsesmetode baseret på en kombineret anvendelse af magnetfelter, radiobølger og avanceret computerteknik. MR-undersøgelse bruges dels som billeddannende teknik (MR-scanning) til at frembringe snitbilleder af væv og organer i enhver legemsdel og i ethvert ønsket plan, dels som biokemisk undersøgelsesmetode til at følge fysiologiske ændringer i legemet (MR-spektroskopi).

MR-scanning

MR-undersøgelse. Patienten ligger på et forskydeligt leje, der under MR-undersøgelsen skubbes ind i magnetens tunnelformede åbning. Ved undersøgelse af hjerne eller andre vævsområder nær legemsoverfladen kan der opnås særlig god billedkvalitet ved at opfange MR-signalerne i specielt udformede antenner, der anbringes på eller omkring den legemsdel, der skal undersøges, i dette tilfælde hovedet.

.

MR-undersøgelse. MR-scanning af knæ i to planer.

.

MR-undersøgelse. MR-scanning i tre planer af en rask persons hoved.

.
.

Billeddannelse med magnetisk resonans blev først foreslået i 1973 af den amerikanske kemiker Paul Lauterbur (1929-2007), og de første MR-billeder af mennesker blev præsenteret af den amerikanske læge Raymond Damadian (f. 1936) og medarbejdere i 1977. Metoden er siden til stadighed blevet raffineret, så MR-undersøgelser nu kan afbilde både normal og sygeligt forandret vævsstruktur med overordentlig stor detaljeskarphed og billedkontrast og derfor på flere områder er blevet den bedste billeddiagnostiske metode. Dette gælder især ved undersøgelse af hjerne, rygmarv, hvirvelsøjle, muskler, led og visse indvendige organer.

Apparatur

De elementære bestanddele af apparaturet til MR-undersøgelse er en kraftig magnet, spoler til kontrolleret ændring af magnetfeltet (gradientspoler) og til udsendelse og modtagelse af radiosignaler samt en computer. Magnetens indre er udformet som et tunnelformet hulrum, hvor patienten ligger under undersøgelsen med magnetfeltets nord-syd-akse orienteret i kroppens længderetning. Gradient- og radiospolerne er indbygget i væggen omkring tunnelen. Magneten er som regel en elektromagnet, der typisk har en feltstyrke på 0,1-1,5 tesla (2000-30.000 gange styrken af Jordens magnetfelt).

Ved apparater med de kraftigste feltstyrker anvendes elektromagneter med en bevikling, der holdes i superledende tilstand ved konstant afkøling til meget nær det absolutte nulpunkt vha. flydende helium og flydende kvælstof.

Teknisk princip

Teknikken ved MR-undersøgelse er baseret på det fænomen, at visse atomkerner i et kraftigt magnetfelt kan optage og afgive energi i form af radiobølger med en frekvens, der væsentligst afhænger af atomets art og magnetfeltets styrke (se kernemagnetisk resonans). Ved MR-scanning benyttes i praksis kun brintatomernes kerner (protoner) til billeddannelse, fordi brint forekommer i rigelig mængde som bestanddel af næsten alle organismens væv, og fordi netop protonen har særlig velegnede magnetiske egenskaber. En del af energien i den puls af radiobølger, der sendes ind i kroppen og optages af protonerne, udsendes igen fra protonerne i form af et radiosignal (MR-signalet), hvis styrke på et givet tidspunkt og fra et givet sted i kroppens væv afhænger af protontætheden og vævets kemiske sammensætning på stedet.

For at kunne danne MR-billeder af det valgte snit i kroppen skal man kunne stedfæste, hvorfra et givet signal kommer. Dette opnås ved, at man under udsendelsen af radiosignalerne og mellem udsendelse og modtagelse af signalerne vha. gradientspolerne frembringer en jævn ændring af magnetfeltets styrke i forskellige retninger. Herved opnås det, at MR-signalerne fra de enkelte punkter i snittet bliver kodet med en lidt forskellig kombination af frekvens og svingningsfase afhængigt af punkternes nøjagtige rumlige placering. Den tilknyttede computer afkoder det modtagne radiosignal og beregner herved, hvilke punkter i snittet de enkelte signaler stammer fra, og hvor kraftige de er. På en tv-skærm eller en fotografisk film konstrueres på basis heraf et billede, hvor MR-signalerne afsættes som gråtoneværdier i de billedpunkter (pixels), hvor de hører hjemme. Pixels med kraftigt MR-signal gøres lyse, og pixels med svagere signaler mørke. Ved at indsprøjte særlige kontraststoffer med magnetiske egenskaber i blodet kan man opnå billeder, der viser, hvor kontraststoffet særlig koncentreres, fx i et område med betændelse eller svulstvæv, og kan herved få en endnu bedre karakteristik af det pågældende område.

Bivirkninger

Alle MR-scannere er underlagt strenge sikkerhedsmæssige forskrifter, som sikrer deres korrekte funktion. De magnetiske felter og energien i radiofrekvenssignalerne har ingen kendt skadelig virkning på organismens celler. Dog må patienter, der ved tidligere operation har fået indsat visse typer af metalliske clips på blodkar, fx i hjernen, ikke udsættes for MR-undersøgelse, idet det kraftige magnetfelt kan trække så meget i metalklemmerne, at der kan opstå risiko for blødning. Heller ikke patienter med indopereret elektronisk apparatur, fx pacemaker i hjertet, må udsættes for MR-undersøgelse, idet de kraftige radiosignaler kan forstyrre pacemakerens funktion.

Anvendelse

Størst betydning har MR-undersøgelse fået ved udredningen af sygdomme i centralnervesystemet. Undersøgelsen giver bedre billeder af vævet i de underste dele af hjernen (hypofyse, hjernestamme og lillehjerne) og større billedmæssig kontrast mellem hjernens hvide og grå substans end CT-scanning og tillader i modsætning hertil ud over tværsnitsbilleder fremstillingen af snitbilleder i et hvilket som helst plan og hermed en bedre anatomisk gengivelse af hjernens struktur. MR-undersøgelse giver således bedre afbildning og mere nøjagtig afgrænsning af en svulst eller en betændelse i hjerne og hjernehinder end CT-scanning og er langt mere fintmærkende end denne ved diagnosen af dissemineret sklerose, visse former for hjernebetændelse og ganske små hypofysesvulster. De to undersøgelsesmetoder supplerer dog i vidt omfang hinanden, idet CT-scanning især hos bevidstløse eller urolige patienter er den hurtigste af de to metoder til fx at skelne mellem hjerneblodprop og hjerneblødning og til at påvise og lokalisere blødning og kraniebrud ved ulykkestilfælde. MR-undersøgelse er den hidtil bedste metode til udredning af sygdomme i rygsøjle og rygmarvskanal, idet metoden uden anvendelse af kontraststof tydeligt afgrænser rygmarven over for det omgivende væskefyldte hulrum og umiddelbart kan påvise sygdom i ryghvirvler eller i rygmarven som et område med kraftigt MR-signal.

MR-undersøgelse af organer i bryst- og bughule har fået stadig større betydning, efter at det er blevet muligt at koble registreringen af MR-signaler til bestemte faser i hjerterytme og åndedræt, som ellers vil forstyrre billeddannelsen pga. bevægelsesuskarphed. Det har også vist sig muligt uden anvendelse af kontraststof at fremstille detaljerede MR-billeder af galdegangene og bugspytkirtlens udførselsgange, hvilket i nogen grad har kunnet erstatte mere komplicerede røntgenundersøgelser med indsprøjtning af kontraststof gennem leveren udefra eller i tilslutning til gastroskopi.

Endvidere har MR-undersøgelse fået stor betydning ved diagnosen af sygdomme i muskler, bindevæv og fedtvæv, idet metoden giver en tydelig og detaljeret aftegning af bløddelsvævenes struktur, som det ikke er muligt at opnå ved røntgen- eller ultralydundersøgelse. MR-undersøgelse af skulderleddet tillader således en nøjagtig diagnose af degenerative forandringer og læsioner af sener og ledkapsel i dette område, og MR-undersøgelse af knæleddet kan med stor sikkerhed påvise menisk- og korsbåndslæsioner, hvorved en del kikkertundersøgelser (artroskopier) af knæleddet kan overflødiggøres. Det er også muligt ved MR-undersøgelse at påvise beskadigelse af ledbrusk eller nærliggende knoglesubstans efter tilskadekomst, selv hvis der ved røntgenundersøgelse ikke er påvist knoglebrud.

Endelig har man med særligt sammensatte radiofrekvenspulser fået mulighed for ved såkaldt MR-angiografi at fremstille billeder af hjertekamrene og af blodkarsystemet i visse områder, fx bryst- og bughule, hals og hoved, hvilket i mange tilfælde vil komme til at erstatte de mere komplicerede røntgenundersøgelser af blodkarrene, som indebærer kontraststofindsprøjtning gennem et kateter i blodbanen.

Læs også om MR-spektroskopi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig