magnetbånd

Magnetbånd, tyndt, fladt bånd af kunststof, almindeligvis polyester, belagt med en meget finkornet, magnetisk opslæmning af normalt chrom- eller jernoxider. Båndet kan være op til mange hundrede meter langt, fra 3 mm til ca. 50 mm bredt og få tusindedele af en mm tykt. Magnetbåndet anvendes som indspilningsmedium for lyd- og videobåndoptagere (se båndoptager) og som lagermedium for data. Det findes i forskellige formater afpasset efter formålet.

Til computere bruges magnetbånd som baggrundslager. Data lagres i blokke adskilt af blokmellemrum; de enkelte tegn i en blok lagres på tværs af båndet. Skrivning og læsning sker vha. særlige båndstationer. På et magnetbånd kan man ikke springe rundt i dataene som på en disk; båndet skal læses sekventielt, hvilket giver lange søgetider. Derfor er magnetbånd til opbevaring af hyppigt brugte data i stor udstrækning erstattet af diske. Magnetbånd er dog velegnede til sikkerhedskopiering og langtidsopbevaring af data og er meget udbredte i udformning som små kassettebånd.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig