Macumba, i Brasilien en af betegnelserne for afroamerikansk kult. Ligesom i candomblé og umbanda dyrker man i macumba de afrikanske guder, og centralt i kultens praksis står de magiske arbejder samt ritualer, hvorunder de deltagende besættes af guder og ånder. Betegnelsen macumba bruges mest i området omkring Rio de Janeiro. Folk uden for kulterne forbinder ofte macumba med sort magi og bruger betegnelsen med let nedsættende klang. Se også afroamerikanere.