Machete, (sp., dim. af macho 'forhammer', måske dial. form af mazo 'kølle' eller måske af lat. marculus 'hammer'), kraftig kniv med et ca. 1/2 m langt, bredt jernblad. Macheten stammer fra Mellem- og Sydamerika, hvor den er et almindeligt landbrugsredskab og fx anvendes til sukkerrørshøst. Pga. sin tyngde er den et effektivt huggeredskab og kan anvendes til at bane stier i tæt bevoksning; den har fundet udstrakt anvendelse hos fx opdagelsesrejsende og militærenheder i tropeegne. Macheten og machetelignende huggeknive er udbredt i Asien og Afrika.