Mønstervariable, inden for sociologien fem dikotome (dvs. modstående) begrebspar, der bruges til at beskrive grundlæggende værdivalg, som mennesker foretager i det sociale liv. De benyttes også til at karakterisere typiske træk ved forskellige sociale roller, fx familieroller, rollen som læge eller som embedsmand, typiske træk ved forskellige organisationsformer, fx et bureaukrati over for en religiøs sekt, og typiske træk ved forskellige samfundstyper, fx moderne samfund i forhold til traditionelle samfund.

De fem sæt mønstervariable blev indført i sociologien af Talcott Parsons ca. 1950 og beskriver alternative værdiorienteringer i alle valgsituationer: 1) affektivitet over for affektiv neutralitet beskriver valget mellem en følelsesmæssig orientering (affektivitet) eller en følelsesmæssig neutral orientering, fx faderrollen sammenlignet med rollen som bankassistent; 2) diffusitet over for specificitet beskriver valget mellem en bred (diffust afgrænset) eller snæver (specifikt afgrænset) relation til andre; 3) partikularisme over for universalisme beskriver, om andre skal vurderes ud fra kriterier, der kun gælder for en bestemt kategori af mennesker, fx familiens medlemmer, eller ud fra kriterier, der er ens for alle; 4) præstation (achievement) over for egenskab (ascription) beskriver valget mellem, om andre skal vurderes ud fra deres præstationer (tidligere, nutidige eller forventelige) eller ud fra på forhånd givne egenskaber, fx køn, alder, nationalitet; 5) jeg-orientering over for kollektiv orientering beskriver valget mellem orientering mod egne eller fællesskabets interesser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig