mænader

Mænader er i græsk religion kvindelige Dionysostilbedere, omtalt hos Homer og i andre litterære beskrivelser og kendt fra mange græske bystater. Synonymer for mænade er thyiade og bacchant, fx i Euripides' tragedie Bacchantinderne.

Ved midvinter samledes en flok kvinder, der under natlige danse til musikinstrumenterne tympanon og aulos kom i en tilstand af ekstase.

I myterne skildres det, at de så jorden åbne sig og flyde med mælk og honning. Dionysos viste sig for dem, og til sidst sank de hen i koma. Inden da sønderrev mænaderne vilde dyr, Dionysos' manifestation, og åd dem rå. Dog er det tvivlsomt, om denne omofagi, dvs. spisning af råt kød, fandt sted i virkeligheden; snarere er der tale om den mytiske ramme, som kulten udspilledes i.

Plutarch skrev ca. 100 e.v.t., at nogle thyiader fra Delfi måtte undsættes under en snestorm i bjergene, men snart derefter synes kulten at være ophørt. Antikkens sidste store beskrivelse findes i Nonnos' digt Dionysiaka fra 400-tallet.

Mænader er ofte fremstillet nøgne eller iklædt dyreskind, i klassisk tid gerne chiton. De har kranse i håret og bærer løvomvundne stave, thyrsosstave.