Mæander. Gels Å med mæanderslyngninger.

.

Mæander. En mindre krumning i vandløbet bevirker større strømhastighed og dermed større erosion i den konkave bred end i den konvekse, hvor den mindre strømhastighed bevirker aflejring af materiale. Vanddybden og brinkens stejlhed forøges dermed i den konkave side, hvorved forskellene i strømhastighed forøges. Forskel i strømningshastighed sammen med de spiralstrømme, der opstår i krumningerne, fremmer mæanderdannelsen. Slyngningerne bevæger sig gradvis i retning af vandløbets hovedfald. De kan blive så udstrakte på tværs af hovedfaldsretningen, at de gennemskæres i situationer med særlig stor vandføring og vandstand.

.

Mæander. En slyngning kan skære sig så tæt ind på naboslyngningen, at der går hul, hvorved der dannes en hesteskosø.

.

Mæander. Spørring Å viser sin fine mæandrering.

.

Mæander, meander, mere eller mindre regelmæssig slyngning, der udvikles i vandløb fra de mindste bække til store floder. Slyngningerne forekommer, uanset om vandløbet løber i en gletsjeroverflade, over fast fjeld eller i løse aflejringer. Mæandere forekommer i dele af et vandløbssystem, hvor faldet og sedimenttransporten er lille og har et asymmetrisk tværprofil.

Faktaboks

Etymologi
Slyngningerne er opkaldt efter floden Mæander.

Den form, en mæander stræber imod, er et kompromis mellem, at strømmen udfører minimalt arbejde, og at energien udnyttes så ensartet som muligt over vandløbsstrækningen. Mæandere ligner bølger, og målinger verden over har vist, at bølgelængden er omkring 14 gange vandløbets bredde, når det er fyldt med vand.

I sandstensområder kan man have meget regelmæssige mæandere, udviklet over årtusinder. Også i sletter med ensartet jordbund, fx sydamerikanske sletteområder, er mæanderne ofte regelmæssige, mens de kan være uregelmæssige i moræneområder. Selvom mæanderes natur udelukkende er knyttet til vandets bevægelse, kan store sten og andre uregelmæssigheder være med til at styre strømmens forløb.

Vand, der strømmer i vand med en anden massefylde, kan også have et mæandrerende forløb, hvilket man fx kan se i Golfstrømmen.

Vandløbets slyngninger er i evig forandring. Mens en mæander er ved at nå sin endelige form, kan den skære sig så tæt ind på naboslyngningen, at der går hul. Inden længe er den tidligere mæander isoleret fra åen. Den er blevet en hesteskosø. I løbet af nogle år bliver hesteskosøen en del af engen, groet til i sin egen plantevækst. Med tiden flytter mæanderne sig fra den ene side af engen til den anden. Ude i siden kan de af og til skære lidt af ådalens skrænt, den ådal, der selv tidligere blev dannet af den evigt slyngende strøm.

I en mæanderslyngning veksler bund- og strømforholdene. I hver slyngnings yderside graver strømmen materiale løs. Her opstår et dybt høl, og der dannes en hul brink. I slyngningens inderside aflejres materiale som sandbanker. Imellem slyngningerne er der et lavt, stenet og gruset stryg. Dette regelmæssige skifte giver et stort udbud af levesteder, en forudsætning for vandløbenes rige dyreliv. I høllerne er der skjulesteder for fisk, og mudderbunden har sit eget dyreliv. I strygenes grus lægger ørrederne æg, her geniltes vandet, og her kan vandløbets iltkrævende insekter leve.

I Danmark og andre opdyrkede lavlande har mange vandløb mistet deres mæandere. De er gravet væk, for at vandet kan løbe hurtigere og for at lette sejlads.

I erkendelse af at mæandere har stor betydning for vandløbet og omgivelserne, har man gendannet mæandere i regulerede vandløb, fx Brede Å. Et af formålene er at bremse for de store vinterafstrømninger, så vandet stille og roligt kan flyde ud i omgivelserne, i stedet for at det strømmer ukontrolleret ned gennem de udrettede vandløb og skaber oversvømmelser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig