Månesyge er en ældre betegnelse for visse sindslidelser, som antoges at kunne opstå, når Månens stråler ramte en sovende, jf. det engelske lunacy 'sindssyge' (af lat. Luna 'Månen'). Fuldmåne ansås for at være medvirkende ved udvikling af epilepsi, søvngængeri og hysteri. Månens cykliske faseforløb sattes desuden i forbindelse med kvindens menstruationscyklus af nogenlunde samme varighed, hvilket medførte antagelser om Månens påvirkning af frugtbarhed og det ufødte barn. I Bibelen indgår beretningen om Jesu helbredelse af den månesyge dreng (Mark. 9,14-29), som "kastes til jorden af en ond ånd, og han fråder, skærer tænder og bliver helt stiv", dvs. lider af epilepsi. Forestillingen om månesyge er i et vist omfang bevaret i folketroen, fx som troen på, at søvnløshed i særlig grad optræder ved fuldmåne.