lærling

Lærling, person under uddannelse i et butiks-, handels- og kontorfag eller et håndværk indtil 1991; herefter betegnet elev i erhvervsuddannelse.

Lærlingeuddannelserne blev ved Lov om Lærlingeforholdet af 30.3.1889 lagt i fastere rammer og i 1991 afløst af erhvervsuddannelser.

I lavstiden foregik uddannelsen som mesterlære , ved at lærlingen arbejdede sammen med en uddannet person. Vilkårene var fastsat i en kontrakt mellem mester og lærlingens forældre eller værge.

Kontrakten omhandlede uddannelsens indhold og varighed og havde bestemmelser om underhold eller aflønning. Lærlingen var således til gengæld for sin arbejdsindsats sikret ansættelse og oplæring i læretiden, der varierede fra tre til syv år i de forskellige fag og kunne afsluttes med udførelse af et svendestykke og en svendeprøve.

Uddannelsen var i sin moderne form en vekseluddannelse, hvor eleven skiftevis fik oplæring i virksomheden og undervisning på en teknisk skole eller handelsskole. Se også efg, håndværk og lav.