Læderskildpadde
En læderskildpadde (Dermochelys coriacea) i havet ved Indonesien.
Læderskildpadde
Af /Science Photo Library/Ritzau Scanpix.

Læderskildpadden er en stor, havlevende skildpadde. Den er det eneste nulevende medlem af familien Dermochelyidae, som er nært beslægtet med havskildpadderne.

Faktaboks

Også kendt som

Dermochelys coriacea

Den er den største nulevende skildpadde. Skjoldet kan blive næsten 2,5 m langt, og skildpadden kan nå en vægt op til 1.000 kg. En sådan størrelse opnås meget sjældent, og de fleste læderskildpadder bliver noget mindre. Forlufferne er store og paddelformede, og det dråbeformede, kølede skjold er blødt og læderagtigt uden hornplader. På oversiden er læderskildpadden mørkegrå til sort med spredte hvide prikker. Undersiden er lys.

Læderskildpadden er udbredt i alle have. Den ses især i troperne og subtroperne, men optræder også langt mod nord og er bl.a. fundet ud for kysten af det vestlige Norge. Den observeres undertiden også i danske farvande. Når læderskildpadden færdes i kolde farvande, er den i stand til at øge sin kropstemperatur ved at slå hurtigere med forlufferne, samtidig med at den reducerer varmetabet fra lufferne og skjoldet. Således har beregninger vist, at en 300 kg tung læderskildpadde formentlig er i stand til at opretholde en kropstemperatur, som er 18,2 °C højere end det omgivende vand.

Den yngler i troperne og subtroperne, og som havskildpadderne opsøger hunnerne de strande, hvor de selv er klækket. Hunnerne kravler op på stranden over tidevandslinjen, hvor de graver en grube og lægger i gennemsnit 110 æg. Æggene klækker efter 60-70 dage. Som hos havskildpadderne bestemmes ungernes køn af udrugningstemperaturen.

Føden består næsten udelukkende af gopler, men skildpadderne kan også æde fx ribbegopler og blæksputter.

Læderskildpadden er gået meget tilbage. IUCN klassificerer den i dag som kritisk truet (CR).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig