lysosom

Lysosom, membranbeklædt, enzymholdig vesikel (blære) i cellers cytoplasma, der fungerer som nedbrydningssystem for materiale optaget i cellen ved endocytose, især fagocytose, eller for eget cellemateriale, fx udtjente organeller (se også autofagi).

Faktaboks

etymologi:
Ordet lysosom kommer af lysis og græsk soma 'legeme'.

Fra Golgi-apparatet afsnøres vesikler indeholdende hydrolyseenzymer. Disse smelter sammen med endocytosevesikler, der i deres membran indeholder enzymet H+-ATPase, som kan nedsætte pH i vesiklen til 5. Ved denne lave pH-værdi aktiveres de nedbrydende hydrolaser, af hvilke der findes over 30 forskellige. Ufordøjet materiale, fx vesiklernes fedtmembraner, kan forblive i cellen som såkaldte residuallegemer.

Aktivt fagocyterende celler som fx de hvide blodlegemer makrofager indeholder særlig mange lysosomer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig